Home
Velkommen til CPNET.dk
The Double 2014 - Del 1
Skrevet af Claus   
Torsdag, 03 Juli 2014 08:55

At være fan af en fodboldklub føles ofte som et tungt åg. Jeg føler mig ikke blot frusteret over, at mit humør i flere dage kan være negativt påvirket over et resultat, der er gået imod hjerteklubben. Jeg er ydermere irriteret på mig selv over, at jeg tillader mig i den grad at være påvirket noget så arbitrært og i det store perspektiv tordnende ligegyldigt som udfaldet af en superligakamp. Noget man tilmed ikke har den mindste kontrol over eller mulighed for at påvirke. Sports commentary

 

Jeg ved også godt, at jeg kan spare mig denne irritation, for jeg har jo i virkeligheden ikke noget valg. Jeg kan ikke beslutte mig for at være ligeglad med udfaldet af weekendens kamp. Tilhørsforholdet er indkodet i mit DNA, og det vil aldrig ændre sig, uanset hvordan holdet spiller eller klarer sig.

 

Og så er der de enkelte øjeblikke, som opvejer al frustrationen og neglebideriet. Magiske øjeblikke hvor alt er godt og rigtigt. Øjeblikke som nu hvor min klub og mit hold Aalborg Boldklub af 1885 (retteligt den professionelle overbygning AaB A/S) er regerende Danmarksmestre og pokalvindere. Det rush af rå, primal eufori og lykke der gennemstrømmede mig da FCK sikrede os guldet ved at besejre FC Midtjylland i overtiden, er ubeskriveligt. Sammen med min broder og dennes svoger sad vi nede på O’Leary’s i Gaden og var egentlig ved at drikke ud efter en halvsløj indsats mod bundholdet FC Vestsjælland. Første sal var fyldt af AaB-fans, der også havde fulgt den potentielle DM-afgørelse. Pludselig kunne vi høre en torden rejse sig over os. Folk gik amok ovenpå! Vi kiggede vantro på hinanden. Betød det virkelig det vi troede det betød? Få sekunder senere kunne vi på storskærmen se Kasper Risgaard tage sig lige så vantro til hovedet for derpå at spurte ned til sine jublende holdkammerater. Nyheden om FCK's overtidsscoring var også nået til vestsjælland. Der gik yderligere et par nervepirrende minutter inden FCK-kampen blev fløjtet af. Og så eksploderede Aalborg.




 

For en klub der som regel har befundet sig i grænselandet mellem den bløde mellemvare og subtoppen er disse stunder så meget desto sødere og sjældnere. Jeg har i de seneste uger svælget i highligts fra kampe og guldfester. Jeg har lappet de uforbeholdne roser i mig, der har regnet ned over holdet fra et samstemmende fodbolddanmark. Det mest sensationelle mesterskab i årtier. Første The Double i klubbens historie. Skabt på superligaens 4. mindste budget. Et sammenrend af unge uprøvede knægte af egen avl, et par 1. divisionsspillere og nogle afdankede koryfæer fra guldholdet i 2008. Og med et spil, som landstræneren (notorisk AaB-hader i mange AaB-fans’ optik) har betegnet som noget af de smukkeste i Nordeuropa.

 

Og så er der alle de små historier i den store historie. Om hjemvendte anfører Würtz, der gik glip af guldet i 2008. Om pokalfighter Thelander, der var hentet i 1. division og reserve indtil vinterpausen. Om det unge, uprøvede talent Spalvis, som pludselig går ind og scorer 8 mål i forårshalvsæsonen. Om de helt unge, nyslåede landsholdsspillere Kusk, Thomsen og Ahlman. Om træner Kent Nielsens oprejsning efter den ydmygende fyring i Brøndby. Og så videre og så videre. Klublegender er blevet skabt i disse dage. En mere perfekt sæson kommer jeg næppe til at opleve. Det skal nydes i fulde drag.

 

For pludselig bliver det hverdag igen. AaB har haft en unik evne til at kende deres besøgstid i sæsoner, hvor forhåndsfavoritterne (primært FCK) er snublet. Fire mesterskaber siden 1995 og stadig det eneste jyske mandskab de sidste 20 år, som har har tilkæmpet sig DM-titlen. Men lige så karakteristisk for AaB har været deres manglende evne til at fastholde en førerposition i ligaen. Blot 3 år efter det seneste mesterskab var man ét minut fra at rykke ned. Før vi aner det, er vi sikkert tilbage ved de hyppige frustrationer og humørsvingninger forårsaget af den runde bolds luner på de danske superligaplæner. I disse dage er det med at fylde på, så man er rustet til den tid.

 

Del 2: En fans DNA

Senest opdateret den Søndag, 07 Juni 2015 21:02
 
Nyt visitkort
Skrevet af Claus   
Torsdag, 11 Oktober 2012 19:48

Så er det ganske vist. Ved udgangen af november er det slut på Systematic efter 3½ gode år. Selvom det er med vemod at jeg tager afsked med våbenfabrikken, glæder jeg mig rigtigt meget til at indtræde i min nye stilling som Test Lead for Unity Technologies (http://unity3d.com/). Jeg skal være lead for deres test engineers, som sidder på forskellige lokaliteter rundt omkring i Europa (pt. København, Brighton og Vilnius). Det er som udgangspunkt en hjemmearbejdsplads, hvilket passer rigtigt fint til vores nuværende familiesituation. Men i sagens natur inkluderer det også noget rejseaktivitet.

Unity Technologies laver værktøjer til at udvikle computerspil, både til spillekonsoller, pc og smartphones. Det er et firma som er vokset eksplosivt de seneste år, og en succeshistorie som jeg glæder mig til at være en del af.

 
Fuglsang Rundt
Skrevet af Claus   
Lørdag, 04 September 2010 19:58

Hvorfor gør man det?

Efter 1 km: Gammeldags forpustet. Som når man har løbet efter en bus.

Efter 2 km: Stadig forpustet. Kroppen begynder at protestere. Kraftoverskuddet man starter med er drænet ud af kroppen. Herefter er det hårdt arbejde.

Efter 3 km: Forsøger at holde tempoet. Gruppen man fulgtes med begynder at trække fra. Pulsen svinger mellem 189 og 190. Det er for tidligt at forcere, og man er ikke engang halvejs.

Efter 4 km: Benene er syret til. Gåsehuden starter i hovedbunden og breder sig til hele kroppen. Blodet trækker ned i musklerne. Små stigninger, som når man løber op ad en cykeltunnel under en vej, sender pulsen op på næsten max. Moralen er lav. Man er ikke engang halvejs.

Efter 5 km: Maven begynder at snøre sig sammen. Man begynder at føle sig svimmel. Men man er over halvvejs. Det giver et lille løft.

Efter 7 km: Folk begynder at overhale, og man kæmper for at holde tempo. Pulsen ligger stabilt mellem 190 og 192. Falder nogle gange ind i løbe-zen, men tempoet falde for meget. Må bevidst forcere...

Efter 8 km: Der er flueben ved alle former for smerter man føler ved løb. Ondt i benene, slim i munden, svimmel. Men der er kun to km igen...

Efter 9 km: Det er som om alle de forskellige smerter i kroppen udligner hverandre. Målet er i syne. Pulsen ligger på mellem 98-99% af max. Der forceres.

Op til mål: Spurter de sidste 50 meter, selvom det kun giver et par sekunder. Men vil have følelsen af at have givet alt. Får registreret min tid og kan kun stå med hænderne på knæene og gispe i to minutter...

Facit: Tid: 45:49 og nummer 15 ud af 36. Godkendt. Løb med et gennemsnit på 93% af max puls, så jeg har givet alt hvad der var. Er endnu mere stolt af sønnike. Nr. 36 ud af 60 på distancen 3,2 km i kategorien "Mænd - 3,2" (løb sammen med mormor). Tid: 31:21. Næstyngste deltager i hele løbet (4 år)

Senest opdateret den Fredag, 26 November 2010 21:11
 
Genhakket
Skrevet af Claus   
Mandag, 15 December 2008 11:00

Som de to-tre stykker ude i æteren, der kunne finde på at frekventere cpnet måske har bemærket, så har hjemmesiden været lagt ned igennem længere tid pga. endnu et hackerangreb. Efter længere tids roden rundt er det lykkedes at finde roden til hjemmeside-ondt og forhåbenligt luge den grundigt ud denne gange.

Desuden er der snart nyt om job og boligsituationen. Stay tuned...

Senest opdateret den Onsdag, 17 December 2008 18:22
 
Hakket
Skrevet af Claus   
Mandag, 03 November 2008 22:33

Så er cpnet.dk tilbage i æteren efter at være udsat for et hacker-angreb, som udskiftede vores forside med islamisk propaganda.

Selvom der ikke så ud til at være sket permanente skader, så er det alligevel irriterende ikke at vide hvordan de har fået adgang, og man tænker selvfølgelig, om det kunne lade sig gøre igen (hvad det jo nok kan). Er det min webhost, Joomla-installationen eller noget helt tredje, der har svigtet?

Det finder vi sikkert ikke ud af, men jeg vil helt klart prøve at finde ud af, hvordan man kan forbedre sikkerheden på siden.

 
<< Første < Forrige 1 2 Næste > Sidste >>

JPAGE_CURRENT_OF_TOTAL